Analitico skrev: ↑24. jul 2019, 18:20
THenry skrev: ↑24. jul 2019, 13:59
Godt indpark og glimrende indlæg.
Tak for rosen og responsen på mit indlæg. Dejligt at du giver dit perspektiv på transferstrategierne med. Det håber jeg at andre også vil gøre, enten ift. den transferstratgei jeg selv har skrevet eller med hensyn til en anden type af transferstrategi i FCM.
THenry skrev: ↑24. jul 2019, 13:59
De primære rekrutteringsstrategier som jeg lokaliserede er: Akademistrategi (spillere hentet fra eget akademi), potentialestrategi (spillere der ikke er indkøbt direkte til start 11, men har potentiale for at blive startere og solgt til udlandet over tid), Peak-Age Strategi (Spillere i en alder, hvor de topper i karrieren, typisk spillere der bliver købt direkte til start 11) og Lottokuponstrategien (Spillere der bliver købt og omgående lejet ud er altid en lottokupon i min terminologi).
Gode pointer om andre rekrutteringsstrategier i FCM / en anden måde at inddele spillerindkøbene. I forhold til indkøb af superligaspillere kan man måske lave følgende indeling indenfor din terminologi:
Jesper Hansen + Martin Pusic = Peak-Age Spillere: Du nævner også selv længere nede i dit indlæg, at du anså dem for at være "profilindkøb til startelleveren". At de to befinder sig blandt dyreste indkøb af de hentede superligaspillere understreger vel også dette.
Okusun + MDH + George + Kroon + Sanneh = Potentialespillere: Allesammen ikke længere helt unge spillere, der var profiler for mindre superligaklubber end FCM og som man tænkte ville kunne udvikle sig til ligaprofiler for en topklub over tid.
Skytte + Reese = Lottokupon-spillere: Til en vis grad hører de også med i den førnævnte potentialekategori - Man havde jo ikke hentet dem, hvis man ikke mente de havde et potentiale til at kunne komme til at spille en rolle for FCM eller generere et overskud via et salg. Men idet spillerudviklingsstrategien via udlejning for de to er markant anderledes fra de ovennævnte spillere, der alle blev integreret i truppen, vil de nok høre mere under denne kategori.
Derudover vil jeg mene, at der også eksisterer (mindst) endnu en kategori, som du ikke har nævnt, nemlig en "trupspillerstrategi". Under denne kategori falder, som jeg vurderer det, umiddelbart nedenstående superligatransfers:
Drachmann + Borring + Mikkel Andersen (som jeg glemte i mit tidligere indlæg, men som jo altså blev hentet (tilbage) i Lyngby). En udenlandsk spiller hentet udenfor superligaen, som vel også ville falde indenfor denne kategori kunne være Marcus Halsti.
Michael Falkesgaard falder slutteligt lidt i sin egen, specielle kombinationskategori. Han blev vel på en og samme tide både indkøbt som en trupspiller og en potentialespiller i FCM.
Du har helt ret i, at jeg har placeret Jesper Hansen og Pusic i den kategori, da de blev hentet til som profiler, havde en høj status, fik en pæn løn og vi relativt set betalte en del penge for dem (dengang var det en del penge for os). Begge skulle løfte os fra dag 1. Hverken Okosun, MDH, George, Kroon og muligvis Sanneh (kan i hvert fald diskuteres, men når vi i dag ved, at han blev solgt for et kæmpe beløb et halvt år senere, så kan det nok have indflydelse på vores indplacering af ham i dag

) var efter min vurdering købt til en startrolle fra dag 1, men havde et potentiale til både at blive starter for os og solgt til udlandet. Kroon lykkedes vi ikke med, mens Sanneh jo blev en vild case!
Jeg er helt enig i, at vi også henter reservespillere eller "trupspillere", som ikke er en strategidefinition, jeg har anvendt. Vi mangler typisk en 2. målmand, der ikke får mange kampe, eller henter en reservespiller som Halsti, der kan dække flere pladser. Drachmann blev vel også købt som reserve til Sparv, da vi dengang spillede med en 6'er, og Sparv kæmpede med skader.
Jeg tænker ikke, at vi skal se denne type af indkøb af deciderede reservespillere som en regulær strategi, da vi har relativt få af dem. Nogle gange opstår der bare et hul i truppen, og vi har ikke lige en akademispillere klar, der kan overtage den ledige plads, hvorfor vi må hente en udefra, der ikke er tiltænkt en stor rolle. Det er vist det englænderne kalder en stop-gap signing.
Muligvis kan nogle af "lottokuponerne" efterhånden overtage denne type af reservepladser i truppen. Det ser f.eks. ud til at Reese og James i år kan udfylde reserveroller i midterforsvaret. En rolle vi hentede Halsti til for år tilbage, da vi ikke lige selv havde én i truppen til den rolle.
Jeg håber ikke, at vi opererer med en decideret strategi for indkøb af "trupspillere" til de yderste mandater i truppen. Vi skal simpelthen kunne fylde på med spillere fra eget akademi eller "lottokupon-indkøb" til pladserne fra f.eks. nr. 20 og opefter.
VDV-casen falder også udenfor de strategier, som jeg har med. Steinlein og Ankersen fik en mulighed, som de ikke havde forventet og slog til på et aldrende verdensnavn. Jeg vil hellere ikke kalde dette for en decideret strategi. Det var et enkelt stående tilfælde, men laver de 5 af denne type signings i næste måned, så introducerer jeg begrebet "penistransfer-strategien"
Man kan altid finde transfercases, der falder udenfor de begreber, som jeg har konstrueret, og man kan også altid diskuterer om en spillere skal placeres i den ene "kasse" eller en anden. Det er altid en subjektiv vurdering, og muligvis var de primære bevæggrunde for køb af Dal Hende og Drachmann f.eks. skabelse af et stærkere omklædningsrum og kultur, der er bidrag til klubben, som jeg ikke har taget med i mit arbejde.
Mit formål har ikke været at kunne smide alle vores transfers under Benham i kasser, men mere finde nogle tendenser og lokalisere den type transfers, som vi oftest laver.
Ligeledes kan jeg have en antagelse om, at vores satsning på brasserne kan hænge sammen med et ønske om, at vi gerne vil være bedre på bolden (selvom Ankersen og Steinlein altid siger noget andet, når de bliver spurgt om det!).
Derudover bemærker jeg også, at vi over tid ændrer fokus i vores transfersstrategi. "Lottokuponstrategien" fik f.eks. for alvor luft under vingerne sidste sommer (hvor den i min terminologi fik dette navn), men jeg har faktisk noteret det første indkøb af en lottokupon helt tilbage i 2014/2015: Patryk Wolanski. Der har bare ikke været mange af denne type indkøb, før vi for alvor satsede på det sidste sommer.