Sikke meget aktivitet sådan en ganske ok kamp mod SIF, hvor vi udelukkende taber på marginaler og en skadesramt trup, kan afføde på Graven
Der er et par enkelte ting, jeg gerne vil kommentere på i dette korte indlæg:
Trænersituationen
Jeg var i foråret fortaler for, at det var for tidligt at stille spørgsmålstegn ved trænerne, da de vilkår de havde at arbejde ud fra ikke var tilfredsstillende primært grundet de mange skader. Den situation har ændret sig, og i optakten til denne sæson har trænerne kunne arbejde med en stort set skadesfri trup og kunne mod SIF for første gang siden nov. 2007 stille med absolut stærkeste start-11. På den baggrund er det spil vi har set specielt mod SIF for dårligt. Der er tydelige mangler i vores presspil og markeringer, og holdet virker rådvildt og usammenspillet. Det er for ringe, især når man tager modstanden i betragtning. Det totale kollaps er uacceptabelt. Dermed er det meget berettiget, at stille spørgsmålstegn ved trænerne.
Jeg tror at hvis de næste 2 kampe byder på lige så ringe spil og få point, så sker der ændringer på trænerposten – og med rette. Der er dog nogle ting, der kan komplicere det. Jeg mener ikke, at man skal fyre for at fyre. Når man fyrer en træner, skal man have noget, der er bedre at erstatte træneren med. Vi så fx i Vejle i foråret, hvordan man ikke skal fyre en træner. Fyringen af Ove C var total panik, og enhver der har lidt insiderviden vil vide at Lasse Christensen var/er fuldstændig uegnet som cheftræner. Så man skal ikke fyre træneren, for at erstatte ham med noget ringere.
Og det er ikke let at finde den rette træner – bare spørg Lynge, der om nogen havde et godt produkt at sælge, samt masser af tid, men alligevel ikke magtede opgaven. Vi havde imo den rette træner i ER, men vi må huske, at det var ham der fravalgte os, og ikke omvendt. De bud jeg har set herinde synes jeg er elendige. Især Haussers forslag om Hermansen er latterligt, men mener bestemt heller ikke at et tågehorn som Broe er nogen løsning – ej heller Kuhn, der ikke er mere kvalificeret end TT. Generelt har jeg svært ved at se, at nogen af ”the usual suspects” er egnede. Et vildt bud – der dog er urealistisk, da han er skræmt væk fra DK og har for god en stilling i ManU – kunne være Rene Meulensteen (med Ove C som assistent). Han passer på profilen som jeg ser det.
At folk så hidser sig op over Claus Berthelsens udtalelser i HF om at en trænerfyring ikke er på tale er latterligt. CB kan da ikke sige andet. Det ville da være hamrende illoyalt og ledelse på stenalderniveau at gøre andet. Hvis man bare kan sin FCM-historie vil man vide, at JØ bakkede 100% op om TB på landsdækkende fjernsyn ca. 48 timer før TB blev fyret.
Spillernes ansvar
En ting er trænersituationen som nævnt ovenfor, men jeg mener også spillerne har et stort ansvar for de ting, der sker. En spiller som Christoffer Poulsen, der burde være en af de rutinerede og gå forrest i modgang, er for mig at se en af årsagerne til krisen. Sjældent er en spiller da faldet så meget i niveau og bidraget med så lidt fornuftigt på banen. Og der kunne nævnes mange flere, der ikke kan se sig selv i spejlet. Men det er nu engang lettere at fyre 1 (3) trænere end 11 spillere.
Transfers
Den gamle traver med spildte transferpenge er også blevet vendt igen. Og det er da korrekt, at vi ikke ligefrem har haft en heldig hånd på det område på det seneste (selvom Borring og Onyszko da begge er fornuftige signings). Men folk bør altså huske, at det altså ikke et et tag-selv-bord i stil med Football Manager. Når vi ikke har fundet erstatninger for de folk vi har skudt af sted, er det altså ikke fordi vi ikke har forsøgt at hente de rette spillere. Men fordi disse spillere ikke ville skifte til os. Vi forsøgte at hente Demba-Nyren, men han ville ikke skifte til os, og derfor endte vi med Fagerberg. Vi forsøgte at hente Zimling, men han ville ikke skifte til os, og derfor endte vi med Florescu. Vi forsøgte at hente Prica, men han ville ikke skifte til os, og derfor fik vi ingen angriber i vinters. Det kan vi altså ikke gøre noget ved. Det er jo ikke fordi Ørgaard ikke ved hvor vi mangler spillere, men fordi dem han vil have, ikke kan lade sig gøre. Og derfor er vi endt med 2.-3.-4. valget og det er så ikke gået alt for godt. Men sådan er det altså en gang i mellem. Transfers er ikke en let disciplin. Det gælder ikke bare for Ørgaard, men også for Anders Bjerregaard og Lynge Jacobsen. Ift Kim Brink har de fleste nok også glemt, at inden det hed Fall, Djemba-Djemba, Demba Nyren og Gislasson, så hed det David Nielsen, Bengt Sæternes, Radonjic, Peter Nymann og Morten Bisgaard. Vi er hverken ringere eller bedre på transferområdet end andre, hvis man har et lidt længere perspektiv end et enkelt eller to vinduer.