Lidt iteressant læsning

[YahooSeeker [Bot]]

Oven på alt den debat med Hooligan register og Pitch Invation, brøndby fans der slås med Bornholmere osv.

http://www.berlingske.dk/kultur/artikel:aid=905740

Eller læs den her på graven.

Lagt på www.berlingske.dk søndag den 10. juni 2007 kl. 03:30

Himmelfald


Af Mads Kastrup
Et såkaldt forbillede i fodbold faldt - og dermed hele nationen. Christian Poulsens mavepumper var uforståelig for ham selv, justitsministeren og medierne. Måske kender de ikke deres fodboldhistorie. Eller måske tror de, at danske børnehaver får has på alle raske drenges trang til at slå til, når det gælder.


Han har slæbt sit nye 32 tommer Samsung fladskærms-TV ud på terrassen. Nidkært placeret det under en parasol for at undgå duggen. Nu skal svensken, grillmiddagen, gæsterne og hele gøgemøget ha' da-da.

Det er hjemme hos parcellisten i Nordsjælland. Det er netop klaret op til himmelblå. Og det ligner en stor aften. »Vi slår dem,« siger han: »Det bliver pisse spændende. Men vi slår dem.«
Knap en halv times spil senere ser han selv slagen ud. Hans øresundskystkulør er blegnet. Hans kone ser overbærende på ham. Datteren, der også spiller og holder af fodbold og ved 0-3 til Sverige burde brydes med egen skuffelse, synes, at det »er værst for far«.

»Men det er noget godt kød, ikke,« siger han i en opadgående tone - måske mest til sig selv.

Det bliver 1-3. Han er oppe og stå med armene i vejret. Det bliver 2-3. Han er oppe og løbe rundt med armene i vejret. Det bliver 3-3. Han er oppe og løbe rundt med armene i vejret, brølende og skal til at krænge trøjen af for at svinge den rundt i triumferende cirkler over eget og gæsternes hoveder. Da hans hustru gør opmærksom på, at der findes naboer. Samt at end ikke motoriserede haveredskaber har samme støjniveau.

»Jamen, det' helt vildt! Nu vinder vi,« griner han.

Så slår Poulsen til.

Fodboldåret 2007 begyndte med en moralsk oprustning i Danmark. Dansk Boldspil-Union udsendte en etisk kodeks. Fodbold skal fremover spilles af »moralsk overlegne væsener«, konkluderede kommentatoren Joakim Jakobsen i Weekendavisen efter at have læst DBUs papirer: »I ti bud fastslår DBU, at fodboldspilleren skal vise alle på og uden for banen respekt »gennem din opførsel, dine handlinger, udtryk og udtalelser samt dit ordvalg«. Spillerne skal også modsætte sig provokationer, truende adfærd, snyd og doping. I øvrigt skal de lige gøre op med racisme, diskrimination, vold og korruption. Og det var altså bare indholdet af de tre første bud. Resten handler om at dele ud af viden, at give sit bedste, at tabe pænt, at udvikle fodboldspillet, at tage ansvar for handlinger og opførsel. Oven i hatten lyder det tiende bud: »Vis, at fodbold både handler om følelser, dygtighed og ærlighed,«« skrev Jakobsen.

I sin blog på viasatsport.com konstaterede Asger Hedegaard Boye i anledning af DBUs moralske oprustning, at danske fodboldspillere får travlt. De skal både infiltrere korrupte ledere, passe deres venstre back og dele sol og vind lige. Eller som Joakim Jakobsen skrev i sin kommentar i Weekendavisen: »Man kan se for sig, hvordan Mahatma Gandhi League afløser Champions League. Ikke et frispark, lutter smil og fredsommelige skulderklap. Nej, der bliver ikke meget plads til Gattuso eller Christian Poulsen derinde. Og vi må nok forvente, at navne som Elkjær, Lerby, Schmeichel og Gravesen - folk, der i lighed med faktisk alle andre fodboldspillere kunne have vanskeligheder med hovedparten af de ti bud - hurtigt vil forsvinde fra historiebøgerne, når der nedsættes en DBU-kommission til at rense ud i den før-etiske og meget problematiske fortid«.

Christian Poulsen burde ikke have slået.

Men ikke bare fordi det er imod reglerne. Mest af alt fordi »han er et forbillede«, har det heddet hele ugen i danske medier. Poulsen er dermed forpligtet til at være særlig ren. Han skal være et lysende eksempel til efterfølgelse.

Men passer det? Og er fodbold overhovedet et opbyggeligt spil? Er fodbold en sport, gennem hvilken masser af unge piger og drenge socialiseres, opdrages og via længselsfulde blikke mod spillets stjerner, de såkaldte rollemodeller, rustes moralsk? Et ædelt spil, der dyrker det gode og regelrette? Et spil, hvor ungdommen kan få at se, at snyd og beskidte tricks ikke betaler sig? Nøjagtig sådan som justitsminister Lene Espersen forestiller sig?

Ikke ifølge forfatteren George Orwell. I Bogen »Fodbold! Forfattere om fænomenet fodbold« udlægger forfatteren spillet som en erstatning for krig.

»I lande som Indien og Burma er det nødvendigt at have stærke politikæder for at hindre folkemassen i at løbe ind på banen. I Burma har jeg set tilhængerne af det ene hold bryde gennem politiafspærringerne og i et kritisk øjeblik sætte målmanden på det andet hold ud af spillet ... Alvorlig sport har intet med retfærdighed at gøre. Den har at gøre med had, jalousi, praleri, tilsidesættelse af alle regler og sadistisk fryd ved at være vidne til vold. Det er med andre ord krig minus skyderi«.

George Orwells tekst er fra 1945. En del fodboldhistorikere vil hævde, at spillet i dag er langt mere stringent, og reglerne er mere nidkært overholdt i TV-tumblerens konstante overvågning. Med andre ord: Fodboldvold er ikke stigende. Den er heller ikke genstand for forråelse. Hverken på eller uden for banen. Fodboldvold har imidlertid altid været der. Den har et - om end ofte anstrengt og tålt - men stadig uomgængeligt ophold i spillet.

Alle i Danmark ved det. FCK-Brøndby er en mere end en kamp. Det er blot det øverste lag. Det er også en 'idrætsforening' mod en 'Football Club'. Det er forstadsprovinsialisme mod hovedstadsbevidsthed. Periferi mod centrum. Lokal mod global. Fortid mod fremtid. Så at sige alle samtidens store konflikter kan læses ind i fænomenet. Og bliver det.

Slaget er blevet mere og mere interessant i et land, hvor både konkurrence og fysisk kamp nidkært undgås i opdragelsen. Christian Poulsen selv oplyste eksempelvis i den forgangne uge, at han har arbejdet i en børnehave engang. Hvilket i egne øjne gjorde hans voldshandling ekstra uforståelig. Nogle vil måske hævde det modsatte. At Poulsen er fra en nation, der trods hans ellers sindige væsen, netop avler uforståelige knytnæveslag. At Danmark er et omsorgsdyr, der allerede tidligt har fat i armen på sine højtråbende drenge og afkræver dem stilleleg. Siden de gik i vuggestue har deres forsøg på at mande sig op været mødt med sanktioner. Bortvisning fra fællesskabet, udsmidning fra klassen eller henvisning til skolepsykologen. Fodboldstadion er måske det eneste sted, hvor egenskaber eller karaktertræk, der er typisk mandlige, har mulighed for at udfolde sig i al sin pragt. Hvad enten det er at råbe i kor, at døbe hinanden i fadøl eller slå sig på brystet over for en rivaliserende stamme.

Der er ikke mange steder i Danmark en fejde kan få lov at udfolde sig på samme uhæmmede måde. Som skribenten og Brøndby-tilhængeren Jens »Jam« Rasmussen sagde til Berlingske Søndag før en Brøndby-FCK-kamp for et par år siden: »Danmark er et konsensusland. Jeg tror først og fremmest, det er derfor, dette her opgør har fået så stor en betydning. Hvor mange steder i dansk kultur kan du gå hen og få tingene sat på spidsen? I det her land handler alt om, at man skal nå en enighed. Men her er for en gang skyld et sted, hvor alle forskelle skal udstilles,« sagde Rasmussen.

DBUs etiske kodeks fører sig således frem i moderne fodbold som en salvelsesfuld præst dukker op i en bar og prædiker sin hellige skrift forgæves. Selv om fodbold i diverse skribenters hænder ofte er genstand for guddommeliggørelse, er sportens natur såre jordnær. Den er ikke en erstatningsreligion, som oftest hævdet. Den er derimod erstatning for politik. I hvert fald ifølge den italienske forfatter Umberto Eco.

Æggehovedet Eco medgiver at høre til dem, der i fald de får bolden på en bane »straks scorer selvmål eller afleverer bolden til en modstander«. Den italienske forfatter beskriver sin egen nations forhold til spillet som »ophidsede mængder, der styrter om med hjertestop på langsiderne ..., atleter, der bliver psykisk nedbrudt af en grusom seksuel afholdenhed, familier, der bliver ruineret af en uansvarlig billetsjakren, begejstrede tilhængere, hvis festlige kanonslag eksploderer for dem og blinder dem«. Alt sammen et scenarie, der »fylder Ecos hjerte med fryd«. Men som også bevidner én bestemt ting: Diskussionen om fodbold »er blevet den nemmeste erstatning for den politiske diskussion«, som han skriver i et essay om sporten: »I stedet for at bedømme finansministerens indsats (hvortil der kræves viden om økonomi og andre ting) diskuterer man trænerens indsats. I stedet for at kritisere parlamentsmedlemmets indsats, kritiserer man atletens.«

Fodbolden er et spejl. Når Zinedine Zidane nikker en skalle i en VM-finale, er alle hans tilhængere med til at føre hovedet. De hylder ham måske endda bagefter for at have forsvaret sin søsters ære, der så groft blev antastet af den italienske forsvarspiller Materazzi. Når Christian Poulsen hamrer en knytnæve i maven på svenske Rosenberg, er en stor del såkaldte roligans så ophidsede, at de, om muligheden havde budt sig, selv havde slået langt tidligere i kampen.

Den navnkundige fodboldskribent Per Høyer Hansen skrev i sin tid i essayet »Samfundet i spejlet« om den 20. Europa Cup-finale mellem Bayern München og Leeds, som udløste uroligheder i Paris i et omfang, der førte til udelukkelse af Leeds fra de næste to turneringer, de måtte kvalificere sig til:

»Som det ærværdige The Times bemærkede bagefter: 'Fodbold, verdensspillet holder et spejl op for vores samfund, og hvis samfundet ikke bryder sig om, hvad det ser, er det ikke bare fodboldens skyld'.«

Fodbold er en undtagelsestilstand, hvor dens store publikum gør sig håb om, at ting, som sjældent forekommer uden for stadion, vil ske: At den underkuede vinder, at lykken vender på et splitsekund, måske endda at nogen slipper af sted med at gøre noget, de ikke må. Så længe de bare gør det for den rigtige side. I en fodboldkamp er der ikke noget, der hedder uagtsomme eller utilregnelige legemsbeskadigelser, der kan straffes ad rettens vej. Der er karantæner, vanærens lov og dermed folkets demokratiske retshandling.

Det er sidstnævnte, der udspiller sig foran de 32 tommer Samsung på terrassen hos parcellisten i Nordsjælland. Netop som han med det danske landshold har rejst sig op til mægtig og historisk dåd. Netop som han griner sin glæde ud over dette »vi«, der har samlet sig inde i og omkring skærmen. Så sker det.

Poulsen slår til. Et knytnæveslag. Midt i solar plexus på forestillingen om fodbold som en opbyggelig nationalsport. Det rammer både parcellisten og nationen som en vandseng, der brister midt i en elskovsakt. De viser det i langsom gengivelse første gang. »Arh, han spiller også på det, svenskeren,« siger han. De viser det igen. »Svenskeren løfter albuen. SE! SE! Det er ham, der slår først,« udbryder han. De viser det igen. »Det var ellers en fed fodboldkamp ...,« lyder det. De viser det igen. »Det er heller ikke smart af Poulsen, det dér,« siger han: »Det er fandme ikke smart af Poulsen!«

Han sætter sig himmelfalden ned: »De kunne jo have vundet den fodboldkamp,« siger han.

Fra tragedie til triumf og tilbage igen. Fra »vi« til »de« i splitsekund. For parcellisten, for Danmark og for Poulsen.

Senere stiller Poulsen op til interview med de hjemlige medier. Han kan ikke forklare, hvorfor han slog. Det er uforståeligt. Men han vil ikke tage ansvaret for »ham idioten, der løb ind på banen«. De er åbenbart ikke kommet i den samme børnehave.

[Altoriso]

Underlig artikel som jeg har svært ved at finde hoved og hale på !

Kan da godt lidt fortællingen om ham parcellisten foran tv´et, men så bliver der blandet en masse forfattere ind i artiklen

Jeg kan ikke se forfatteren til artiklens budskab ?

Måske virker han lidt for popsmart til mig...

[YahooSeeker [Bot]]

Den stille spørgsmålstegn ved om der er sket noget med fodbolden, andet end den indpakning man putter den i.

Er der kommet mere vold på eller uden for banen, eller er det rammerne for opførdsel og frem for alt medieopmærksomheden der har ændret sig.

Er de emotionelle udbrud som foregår på et stadion meget anderledes end dem folk har hjemme i stuen, og er det ikke bare en nødvenig, måske ligefrem sund reaktion.

[Altoriso]

Hekler Skrev:
-------------------------------------------------------
> Den stille spørgsmålstegn ved om der er sket noget
> med fodbolden, andet end den indpakning man putter
> den i.
>
> Er der kommet mere vold på eller uden for banen,
> eller er det rammerne for opførdsel og frem for
> alt medieopmærksomheden der har ændret sig.

Hmm det kan han da godt have en pointe i, men synes stadig at det er ret rodet alligevel

> Er de emotionelle udbrud som foregår på et stadion
> meget anderledes end dem folk har hjemme i stuen,
> og er det ikke bare en nødvenig, måske ligefrem
> sund reaktion.

Nej det tror jeg såmænd ikke at de er

Jeg har da selv råbt og skreget alene foran tv´et

Og jeg var da også tæt på at "gå amok" i Parken sidste lørdag..