Side 1 af 1

To-cifret millonoverskud i FC Midtjylland

: 15. maj 2007, 11:07
af Altoriso
http://www.fcm.dk/index.php?ID=1&nyhedI ... laes_nyhed

http://www.forza.dk/index.php/news/show/id=133268


"Transferindtægterne blev kraftigt påvirket af januar-salget af Mikkel Thygesen og Christian Traore. I årets første tre kvartaler steg sponsorindtægterne med 10 procent til 21,4 mio. kroner. I det hele taget kan det aflæses direkte i regnskabet, at klubben spiller positiv fodbold og ligger i toppen af den bedste hjemlige række. Det gennemsnitlige besøg på SAS Arena steg således med 28 procent, og det gav øgede indtægter, selv om klubben i efteråret 2006 i modsætning til året før ikke var involveret i Royal League og UEFA Cuppen"

HERLIG LÆSNING !!!!

Re: To-cifret millonoverskud i FC Midtjylland

: 15. maj 2007, 11:15
af Altoriso
i meddelelsen til Dansk AMP står der at FCM vil vinde mesterskabet INDEN 2011 - bare de selv har styr på deres først udmeldte vison :-)

Så kan vi for min skyld godt tage mesterskabet næste år ;-)

Re: To-cifret millonoverskud i FC Midtjylland

: 15. maj 2007, 11:19
af YahooSeeker [Bot]
Her er hele periodemeddelelsen.

Periodemeddelelse for 3. kvartal 2006/07
Meddelelse nr. 16
15. maj 2007
Stærk indtjening i regnskabsårets 3. kvartal
Bestyrelsen for FC Midtjylland A/S har i dag godkendt regnskabet for 3. kvartal 2006/07 (1. juli 2006-31. marts 2007). Regnskabet er urevideret og aflagt efter uændrede regnskabsprincipper. Hovedpunkterne i regnskabet er:
• Stærkt 3. kvartal, hvor driftsindtægterne på DKK 25,3 mio. var markant højere end ventet.
• År til dato er overskuddet før skat godt DKK 13,1 mio. mod et underskud på DKK 1,6 mio. samme periode sidste år. Resultaterne er bedre end ventet.
• Forventningerne til hele året er uændret et overskud før skat på DKK 12-14 mio.
• FC Midtjylland udvider inden sommeren aktiekapitalen i en offentlig tegning.

Resultater og sportslig udvikling i 1.-3. kvartal af regnskabsåret
FC Midtjyllands gode sportslige og økonomiske udvikling fortsatte i 3. kvartal af regnskabsåret 2007 (1. januar-31. marts), hvor resultaterne var bedre end ventet.

Placeringen i SAS Ligaen og klubbens offensive spillestil har øget interessen fra tilskuere og sponsorer. I de første 9 måneder af regnskabsåret 2006/07 samlede hjemmekampene i SAS Ligaen i snit 8.663 tilskuere mod 6.748 i samme periode året før (+28%). Kampindtægterne steg kun cirka 10% til DKK 3,3 mio., fordi FC Midtjylland ikke deltog i internationale turneringer, mens klubben i samme periode i 2005/06 havde entreindtægter fra både den skandinaviske Royal League turnering og UEFA Cuppen. Den manglende deltagelse i internationale turneringer betød også, at turneringsindtægterne faldt fra DKK 8,6 mio. til godt DKK 5 mio.

Sponsorindtægterne steg i årets første 9 måneder godt 10% til DKK 21,4 mio. FC Midtjylland har indgået en ny hovedsponsoraftale med SPAR og et nyt top-5 sponsorat med TDC, og der er også indgået andre nye aftaler, ligesom flere eksisterende aftaler er forlænget med højere beløb. Den fulde effekt heraf melder sig dog først i næste regnskabsår.. FC Midtjylland mærker en markant vækst i interessen fra både nuværende og potentielle sponsorer pga. klubbens topplacering i SAS Ligaen med et ungt og offensivt indstillet hold.

I januar 2007 solgte FC Midtjylland Mikkel Thygesen og Christian Traore, og det bidrog stærkt til, at der alene i regnskabsårets 3. kvartal var store indtægter fra salg og udlejning af spillere. I de første 9 måneder er resultatet af transferaktiviteter (salg og afskrivninger af transferrettigheder), ca. DKK 22 mio.

Den markante vækst i transferindtægterne lover godt for ambitionen om fremadrettet at have årlige indtægter på gennemsnitligt DKK 15 mio. fra transfer fees og lejeindtægter. Køb og salg af spillere er en integreret del af FC Midtjyllands fodboldforretning, og klubben har et godt grundlag for at skabe væsentlige indtægter fra salg af spillere, som klubben selv har udviklet. FC Midtjylland er den danske klub, der har flest spillere på U-landsholdet, og førsteholdstruppen er den yngste i SAS Ligaen. Udenlandske klubber viser da også fortsat interesse for flere spillere.

Omvendt har FC Midtjylland udvidet spillertruppen ved at købe kantspilleren Danny Olsen, angriberen Sergey Dadu og målmanden Martin Raska, ligesom fire spillere fra klubbens fodboldakademi er rykket op i SAS Liga truppen – nemlig de tre danske U-landsholdsspillere Simon Kjær, Jesper Juelsgaard og Jesper Weinkouff samt nigerianeren Baba Collins. Stortalentet har levet op til de store forventninger og bidt sig fast i startopstillingen på SAS Liga holdet.
1

Samtidig er andre kontrakter forlænget. FC Midtjylland vurderer, at klubben alt i alt har styrket truppen på en omkostningseffektiv måde ud fra de markedsmæssige vilkår. Udgifterne til en større og bredere spillertrup har fået personaleomkostningerne til at stige ca. 13%, også sports- og kampomkostningerne er steget, bl.a. fordi den sportslige sektor har fået tilført flere ressourcer helt i tråd med FC Midtjyllands vision 2011 plan om at vinde danmarksmesterskabet inden 2011.

FC Midtjyllands resultat før skat blev i de første 9 måneder DKK 13,1 mio. mod et underskud på DKK 1,6 mio. i samme periode året før. Indtjeningen er markant bedre end ventet, og fremgangen skyldes især stigende transfer- og sponsorindtægter.

Begivenheder efter periodens afslutning
Hjemmekampene i SAS Ligaen i april og maj har i snit samlet 8.353 tilskuere, og sponsoraktiviteterne er også i vækst. FC Midtjylland er i dag nr. 3 i SAS Ligaen og har gode muligheder for at kvalificere sig til UEFA Cuppen. FC Midtjylland kan kvalificere sig direkte til UEFA Cuppen ved at vinde sølv, men en 3. plads kan også give adgang til Europa, hvis OB – og ikke AaB – slutter 2’er i SAS Ligaen. FC Midtjylland hævede i vinterpausen målet for sæsonen fra top-6 til netop en plads i top-3. Reserveholdet – som spiller under Ikast FS’ navn – fører p.t. 2. division vest. I Ynglingeligaen – som først lige er begyndt – ligger FC Midtjylland nr. 4 og har to års guldmedaljer at forsvare.

En retssag om fordelingen af indtægterne fra salget af Mohammed Zidan er afsluttet inden for de hensættelser, FC Midtjylland havde foretaget, men retssagen belaster indtjeningen med DKK 0,5 mio. i procesrenter.
Forventninger til regnskabsåret 2006/07
FC Midtjylland fastholder forventningerne om et overskud før skat på DKK 12-14 mio. i 2006/07. Som tidligere oplyst bygger forventningerne bl.a. på, at den nye TV-aftale mellem SAS Liga-klubberne og MTG/TV2 får effekt fra denne sæson. Men aftalen er forsinket af Konkurrencestyrelsens behandling, og derfor kan det være, at de nye og højere TV-indtægter først kommer til udbetaling efter dette regnskabsår. Sker det, vil resultatet i dette år blive påvirket negativt med DKK 3-4 mio.

Forventningerne på DKK 12-14 mio. er, som tidligere meddelt, før en eventuel udnyttelse af optionen på at tilbagekøbe de 3 U-21 landsholdsspillere Simon Kjær, Jesper Juelsgaard og Winston Wiremu Reid, der blev solgt til en investorgruppe i december. Hvis FC Midtjylland vælger at udnytte optionen, vil årsresultatet være ca. DKK 2-4 mio. Ved salget af de tre spillere fik FC Midtjylland en option på at købe spillerne tilbage på rimelige vilkår, og klubben bevarede også alle kontraktrettigheder for de tre spillere samt en andel på 90% af det beløb, en eventuel transfer fee overstiger, hvad investorgruppen betalte.

Kapitaludvidelse
Som tidligere meddelt vil bestyrelsen styrke kapitalgrundlaget, så FC Midtjylland får et stærkere økonomisk grundlag til at opfylde klubbens sportslige ambitioner, samt give økonomisk råderum til at initiere nye forretningsområder. Målet er hvert år at spille om medajler i SAS Ligaen og dermed øge chancerne for at deltage i europæiske turneringer. FC Midtjylland forventer i næste uge at præsentere prospektet for sin aktieemission.

Anker Stensig Andersen, Claus Bertelsen,
Bestyrelsesformand Adm. direktør

Re: To-cifret millonoverskud i FC Midtjylland

: 15. maj 2007, 15:37
af Kent
Ja, det er rart at se, at der er gang i forretningen, og at det ser ud til at der kommer overskud i en eller anden form.

Hvis man skal være kritisk, er det denne del, som er lidt ulden:
"Den markante vækst i transferindtægterne lover godt for ambitionen om fremadrettet at have årlige indtægter på gennemsnitligt DKK 15 mio. fra transfer fees og lejeindtægter"

Et årlig plus på 15 mio på transferaktiviteterne, er for mig at se ret ambitiøst. Med mindre man starter et mindre leasing-firma med talenter og andet godt, så kræver det altså min. 1 rigtig godt salg om året - Eller et fantastisk salg hvert 2. år. Jeg er godt klar over at vi har mange talenter, og at truppen indeholder mange salgsobjekter, men 15 mio er også en slat penge, og forhåbentlig er de ikke nødvendig allesammen for at få forretningen til at køre rundt. Det ville sgu være trist, hvis et år unden salg af spillere medførte et underskud på 15 mio - så kan egenkapitalen sgu hurtigt få ben at gå på. Jeg havde gerne set, at det hed max 5-10 mio i stedet. Men måske er de sidste 5 til at generere overskud ;-)

Kent