Jeg synes det er en relavant pointe Sylvester inddrager (også udover det specifikke fokus på angrebet). Med ni spillerunder tilbage og mesterskabet så godt som afgjort så er fokus i den danske superliga rettet mod henholdsvis 'sølvkampen' i den fine ende af tabellen og kampen om at undgå nedrykning i den modsatte. 'Midterfeltet', er uhyggelig tæt - ja nærmest historisk tæt - og består groft sagt af klubber for hvem sæsonen, på baggrund af de kommende kampe, kan blive såvel en katastrofe, som en placering der i bedste fald giver medaljer eller i det mindste mulighed for deltagelse i europæisk fodbold. Dertil kommer tillige slutplaceringens indflydelse på antal hjemmekampe i næste sæson, tv-penge præstige mv. Kort sagt, der er uhyggelig meget på spil og der er endnu ingen blandt de resterende 11 som er sikker på noget som helst (om end 'førerholdet' OB pt. qua deres pointmæssige forspring er tættere på sølv end AaB er på nedrykning).
Selvom nedrykningen er forholdsvist langt væk, så bør det holdes in mente at nedrykningstruede hold til tider får adrenalin-muskler og faktisk overpræsterer i deres sult for overlevelse, hvilket meget vel kan komme til at koste FCM point i en topstrid, der af samme årsag så kan blive forvandlet til en midt- eller i værste fald en bundstrid. Som jeg ser det handler det ikke så meget om at have 'angriberen' lige nu, men derimod om at indse at så længe man vinder - fx 1-0 i samtlige kampe - så bliver man minimum treer og man rykker i al fald ikke uden for de sjove pladser med risiko for deroute.
Kravet er altså at der laves mål og at føringen holder hjem i HVER kamp. Pt. drejer det sig ikke om hvem der laver dem, eller hvor mange. Den snak må der som situationen tager sig ud nu tages højde for efter sæsonafslutningen. man kan således betragte det som en mulighed for at gøre flere spillere kompetente afsluttere, således at en evt. ny angriber snarere købes for at supplere målhøsten end for at skulle stå for den.
Ser man på topstriden, så er det svært at fratage OB favoritværdigheden. De har det på papiret letteste slutprogram, og deres seks point ned til ulvene luner. Deres 'held' kan dog sagtens vende, for de seks point kan nemt blive en sovepude, og med et nederlag til overlevelsestruede FCN i næste opgør, er det pludselig mindsket til henholdsvis tre og to til os og Bif.
Sidstnævnte kan ulvene, med forbehold for de øvrige kampe, passere med en sejr på hjemmebane, men det må forventes, at blive en gyser såfremt OB går i stå. BIF har ligesom FCM været uhyre svingende i deres præstationer. Man fornemmer dog at det for FCM's vedkommede i dette forår i mange tilfælde været et spørgsmål om marginaler førend FCM med lidt held havde fået flere point end tilfældet er nu. Ikke fordi spillet har været prangende - i de fleste kampe har modstandernes præstationer dog langt fra været det heller - men fordi drengene (og især en fyr som Bak) har vist en (for de seneste sæsoner) sjælden set vilje til at ville sejren selvom man er kommet bagud med et og flere mål. Den vilje gav den formidable start på sæsonen mod FCK, den gav den vandvittige fight og point i en uskøn affære mod Lyngby, det gav point mod OB i en medrivende kamp der faktisk føltes som en sejr. Opretholdes denne gejst og går bare lidt flere bolde i mål, så ser i lyset af den pt. generelle standard i suppen rigtig godt ud for klubben. Kombineres det endvidere med godt spil og held, så ved man snart ikke hvad det kan føre til

.
BIF har derimod langt fra samme gejst og det kommer, som jeg ser det, til at koste dem i dette forår, med mindre der sker noget drastisk. Deres spil virker opgivende og selvom der er lyspunkter i form af yngre kræfter (Wass fx) som gør en god figur, så er det usammenhængende. Brøndby har ligesom FCM fået point og har også haft en enkelt god præstation, men som jeg ser det, så er det spørgsmål om tid før det ender galt for dem, såfremt de ikke tager sig sammen. Ligesom FCM har de et lidt blandet slut-program og møder foruden os, en række af de hold der kæmper for overlevelse. De kampe kan de meget vel gå hen og tabe og såfremt der ikke høstes tilstrækkelige mængder af point, så vil Henrik Jensens røv sandsynligvis blive gloende og spillet forhåbentlig blive endnu værre. Der er nemlig ingen tvivl om at de spiller for at sikre sig europæisk deltagelse og at der af samme årsag bides negle på direktionsgangene pt. BIF bør derfor ikke overlades chancen for at blive en trussel, og vinder FCM kampen mod dem, så tror jeg ikke de rejser sig igen førend i næste sæson. Kort sagt bør FCM mest af alt frygte sig selv. de andre hold præsterer ikke bedre fordi de er bedre, men fordi de (bundholdene) kan finde gejst. Den gejst har FCM allerede og såfremt den opretholdes og der måske fokuseres på at opsøge heldet lidt mere så må det simpelthen give en forløsning på et tidspunkt. Devisen må være at det er slut med at stå af i Roskilde, når man kan tage hele vejen til Parken og hente den pokal og så i øvrigt glæde sig over udsigten til at kunne smykke sig med en chl. kval og DM-sølv i det solbeskinnede Farum, hvor man traditionen tro kan slutte af med et godt glas rødvin, hvis øllet er blevet for tyndt
